Vi vil gerne sige tak til alle for et godt samarbejde i år og sende de bedste ønsker for en glædelig jul og en godt nytår. Vi ser frem mod det nye år og det fortsatte værdiskabende samarbejde med vores kunder.
Anden halvdel af 2023 har været præget af stor travlhed hos os. Vi vil gerne fremhæve et par projekter – herunder et stort komplekst anlæg til emballering, palletering og håndtering af træbriketter. Løsningen inkluderer håndtering af såvel runde som firkantede emner, grupperet i plast- og eller papemballage som slutteligt sorteres på et stort lager- og akkumuleringssystem. Den er et godt eksempel på en af de mere komplekse løsninger, hvor samspil mellem maskiner og anlægsintegration er altafgørende. En anden spændende opgave er levering af en palleteringsløsning, som kombinerer robot-griber med lag-lægger, samlet i en hurtig og fleksibel maskine. Den skal palletere produkter i papirsække, og erstatter en lignende nu udtjent maskine.
Året har også været kendetegnet ved, at flere og flere projekter har fokus på at kunne bidrage til den grønne omstilling. Det gælder også hos en ny kunde, som arbejder med forædling af et affaldsprodukt fra den primære produktion. Her har vi leveret to nye pakkelinjer med tilhørende palletering og emballering. Vi ser frem til at fortælle mere om løsningen i det nye år.
Vi oplever en stigende efterspørgsel fra vores kunder på at kunne foretage systematisk monitorering af maskiner og generel effektivitet på udstyr. Målet er oftest at kunne arbejde med relevante data og herigennem finde frem til tiltag, som kan optimere produktionen. Vi har en bred palette af produkter til denne type projekter. Det er særligt, når de anvendes i forening med Fiskers egne data og opbyggede viden, at det giver vores kunder smarte løsninger, som kan optimere produktionsvolumen og effektivitet helt ned på maskinniveau.
Efter årsskiftet starter vi primært hos kunder i udlandet. Her skal vi bl.a. implementere et opsækningsanlæg til dyrefoder, en komplet linje til træpiller, et Big-bag anlæg samt foretage opdateringer og opgraderinger af eksisterende udstyr.