
Vores team i projektafdelingen trives, når mange tråde skal samles, overblikket bevares og fremdriften sikres i kundernes projekter.
”Det kræver, at vi forstår kundens behov og får forventningerne afstemt grundigt fra starten, når en ny pakkelinje skal sikkert fra idé til drift,” fortæller Mattia, leder af projektafdelingen hos Fisker. Sammen med projektleder Torsten, projekttekniker Brian, dokumentationsansvarlig Inga og dokumentationsassistent Rikke styres både projekter og dokumentation med sikker hånd.
Værdifuld intern sparring
Et projekt starter, før projektafdelingen får opgaven, og løsningen skal leve videre i mange år efter. Derfor arbejder projektafdelingen tæt sammen med både salg og teknisk service gennem hele forløbet.
Teamet kender mange af kunderne, men har samtidig en tæt dialog med salg, som allerede har opbygget vigtig viden om kunden og projektet. Det sikrer, at detaljerne følger med, når projektet skifter hænder. Ofte omfatter samarbejdet også sparring om det endelige tilbud.
Fra teknisk service henter projektafdelingen erfaring fra drift og vedligehold af tidligere løsninger samt input til det aktuelle projekt. Den viden bruges til at designe nye løsninger, der er nemme at servicere og kan holde en høj oppetid langt efter idriftsættelsen.
Målet er at være på forkant gennem hele projektet og løse udfordringer med omtanke frem for brandslukning.
Fra enkeltmaskiner til samlet løsning
En særlig kompetence i projektafdelingen er den tekniske forståelse for den samlede pakkelinje og ikke mindst for det, der sker mellem de enkelte maskiner. Det er i samspillet mellem maskinerne, at teamets tekniske viden for alvor kommer i spil.
Her trækker teamet også på mere end 30 års samarbejde med flere af Fiskers leverandører og en tæt dialog om både de store linjer og de små tekniske detaljer.
”Vi kender vores leverandører så godt, at vi lader dem levere direkte til kunden, når det giver mening. Det kræver, at vi ved præcis, hvad både vi og de kan stå inde for, og at certificering og dokumentation altid er på plads, uanset hvem der leverer,” fortæller Mattia. ”Et godt projekt handler ikke bare om tidsplaner og teknik. Det handler om, at kunden oplever, at vi har overblikket og tager ansvar for at få projektet godt i mål. Det ansvar tager vi på os hver dag.”

