
Stonewalk fremstiller gulvbelægning i sten, hvor kunden får en unik løsning ved at mixe den stenblanding, der ønskes. Det stiller særlige krav til doseringsanlæg, vægtsystem og pakning af sække med stenmix. I samarbejde med Fisker er der udviklet et anlæg, som netop løser disse udfordringer.
Stonewalk er et gennemprøvet dansk produkt af sten og varme farver, det giver smukke muligheder til fugefrie udebelægninger, epoxygulve, vægge, dekorationer og meget mere. Produktet fremstilles i Ormslev nær Aarhus. Stonewalk A/S udspringer af Dansk Kvarts Industri A/S, der er en veletableret familievirksomhed med rødder tilbage til 1953.
Krav til ensartet stenblanding og vægtfylde
Med Stonewalks stenmixer kan kunden sammensætte en unik stenblanding. Stonewalk har et omfattende udbud af farvet kvartssand, som kan tilsættes natursten som marmor eller granit. Alt kvartssand indfarves på Stonewalk, som kan håndtere 25 tons om dagen.
”Når man blander elementer med forskellig vægtfylde, stiller det særlige krav til dosering og pakning i sække,” fortæller fabrikant/CEO Claus Hove Fra Stonewalk. ”Vores kunder skal være 100 % sikre på at have ens blandinger og vægtfylde i alle de sække, de har bestilt til fx en gulvbelægning. Den udfordring diskuterede jeg med Karsten Fisker for en del år siden og med udgangspunkt i Karstens oplæg, har vi i dag fået designet den helt rigtige løsning.”
Godkendelse i Italien
Fisker har således designet og leveret et doseringsanlæg med seks doseringsstationer til mix af den ønskede stenblanding. Hver doseringsstation har egen doseringsvægt for at sikre den rette vægt af de enkelte elementer. Efterfølgende pakkes stenblandingen i sække, beholdere eller bigbags, så hver sæk i en serie har samme indhold og vægtfylde. ”Efter Fisker havde designet anlægget, var jeg med salgschef Claus S. Rasmussen fra Fisker en tur i Italien hos leverandøren for at godkende anlægget,” siger Claus Hove. ”Det gav en god tryghed, da vi står med en fuldstændig kundetilpasset løsning, som der ikke findes andre af.”
Tilfredshed hos Stonewalk
Anlægget til Stonewalk blev installeret i august 2020 af Fiskers montører, og har siden kørt til kundens fulde tilfredshed. ”Vi har netop fået den ønskede løsning, som også gør det nemmere for vores kunder at bruge vores produkt,” siger Claus Hove. ”Tidligere skulle kunden blande indholdet fra flere sække, når de skulle bruge vores stemmix. I dag kommer alt i én sæk, hvilket både er nemmere og giver større sikkerhed for et godt resultat.”

