Der har været stor aktivitet med at måle, beregne og tegne i Fiskers projektafdeling, inden den nye løsning til Södra Århults faldt endeligt på plads. De begrænsede pladsforhold hos kunden gav særlige udfordringer, som blev løst i samarbejde med Fisker.
Fisker har samarbejdet med Södra Århults i det sydlige Sverige i en lang årrække. ”Vi er glade for, at de valgte at samarbejde med os igen, da der skulle designes og installeres en ny, tidssvarende pakkelinje til deres blomsterjord i stedet for den nuværende, som vi også står bag”, siger Peter M. Henningsen.
Udfordrende pladsforhold
Fiskers projektafdeling har tænkt meget kreativt for at få designet en løsning, som både kunne være på den begrænsede plads i produktionen samt komme ind i lokalet. Det skete i tæt samarbejde med de erfarne folk fra Södra Århults, som både var skarpe på, hvilket udstyr de ønskede og ydede en stor indsats for at få det hele på plads. Det endte med, at taget blev lukket op, så maskinerne kunne hejses ind med en kran. Alt forløb helt som planlagt og Fiskers teknikere stod efterfølgende klar til at installere den fulde linje i samarbejde med kunden .
Støjsvag og hurtig omstilling
Den nye pakkelinje er både hurtigere, mere støjsvag og mere fleksibel end den tidligere. ”Kunden er rigtig godt tilfreds med den nye løsning, som både er god for arbejdsmiljøet og samtidig hurtig at omstille, når der er brug for at køre mindre serier,” fortæller Peter M. Henningsen. ”Det øger også produktiviteten og fleksibiliteten hos kunden.”