Er du en dygtig tekniker, der kan lide at arbejde selvstændigt og gerne vil opleve verden?
Vi har hos FISKER forrygende travlt og søger derfor en servicetekniker til teknisk afdeling.
FISKER SKANDERBORG A/S udvikler og leverer totale pakkeløsninger til poser, sække og kartoner. Vi beskæftiger i dag 23 medarbejdere, hvoraf 7 er teknikere, som udfører ny-installationer og service på eksisterende anlæg. Derudover har vi 13 kollegaer, som arbejder med salg, engineering, projektstyring, reservedele og service-planlægning, samt 3 administrative medarbejdere. Du kan læse mere om os på www.fisker.as
Opstilling og service af pakkeanlæg
Som servicetekniker er du Fiskers ansigt udadtil, og din hovedopgave er at lave service, vedligehold og fejlfinding samt hjælpe med ny-installationer hos vores kunder i Danmark og resten af verden.
Besøg kunder i udlandet
Du har 150-180 rejsedage om året, og de første 3-6 måneder vil du typisk arbejde sammen med en erfaren kollega. Vi har primært kunder i Nordeuropa, UK og de baltiske lande. Du vil på sigt have rig mulighed for at komme ud på større opgaver, i starten vil du dog mest få mindre opgaver i Skandinavien.
Få gode kolleger og ordnede forhold
Du har løbende tæt dialog med den tekniske chef og projektchefen, og kører du i Danmark, kommer du typisk ind en gang i løbet af ugen for at aflægge rapport og fylde bilen op med reservedele. Vi tilbyder løn efter kvalifikationer og derudover sundhedsforsikring, pension, kurser samt firmaarrangementer.
Stærk faglighed og professionel fremtoning
Vi forestiller os, at du er automatikmekaniker, mekaniker, maskinmester eller tilsvarende. Du kan være nyuddannet eller erfaren, det vigtigste er, at du har indstillingen og fagligheden i orden og kan yde god service til vores kunder.
Vi ser gerne, at du har:
• Solid indsigt i elektriske styresystemer, hydraulik og pneumatik.
• Kendskab til PLC-programmering.
• Evnen til at bevare overblikket, og kan analysere dig frem til en løsning.
• Godt humør og gode samarbejdsevner, også med kunder fra andre kulturer.
• Kørekort, køreglæde og rejselyst.
• Truckcertifikat.
• Gerne bopæl i Østjylland.
• Gerne kendskab til robot-programmering, dog ikke et krav.
Er du interesseret?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for teknisk afdeling, Lasse Høgh på tlf. 2069 1885 eller LH@fisker.as
Er stillingen noget for dig, så send ansøgning med CV til LH@fisker.as snarest muligt. Vi behandler ansøgningerne løbende, dog senest 01.10.2019.