
Den positive udvikling i Fiskers serviceafdeling fortsætter. Bemandingen er øget med to nye montører for at kunne honorere den stadig stigende efterspørgsel efter afdelingens ydelser.
”Baggrunden for vores fortsatte vækst er både et stigende salg af større projekter, hvor serviceafdelingen skal assistere med installationen og en øget efterspørgsel efter at indgå faste serviceaftaler,” siger servicechef Henrik Skjærlund fra Fisker.
Solide kompetencer
Afdelingen er derfor styrket med to nye montører. Mikkel Schack Søndergaard kommer til Fisker med knap 20 års erfaring som rejsemontør og elektriker fra både Crisplant, ABB og Århus Karlsham. ”Med Mikkel har vi fået en meget erfaren gut, som er meget rejsevant med over 300 rejsedage om året, ” siger Henrik Skjærlund. Fiskers anden nye montør er den 25 årige Thor Engelbrecht Leerberg, som er uddannet maskinmester, og har bred erfaring med projektopgaver.
”Begge vores nye medarbejdere kommer med den rette indstilling,” siger Henrik Skjærlund. ”Vi lægger vægt på en ydmyg tilgang til opgaven med fokus på at hjælpe kunden bedst muligt. Det kan de begge honorere.”
Bredt montørkorps
Fisker har således i dag et korps af ni montører, som er klar til at rejse ud i hele verden for at hjælpe kunderne. ”Vi er gearet til at rykke hurtigt, når det brænder på hos kunden, og der er akut behov for assistance,” siger Henrik Skjærlund. ”Vi ved, hvad det betyder for kunderne, hvis deres produktionsapparat står stille. Det kan hurtigt koste mange tusinde kroner. Derfor anbefaler vi også vores kunder øget sikkerhed gennem faste serviceaftaler, hvilket i de fleste tilfælde kan forebygge nedbrud hos kunden. Det tilbud tager mange kunder i dag imod.”

